Lørdag, den 17. november 2012 kl. 10 blev dette træ plantet. Et dusin mennesker havde trodset det kolde vejr og overværede foreningen plante en ægte kastanie i Damparken - og det var ikke en helt tilfældig kastanie, idet den faktisk er afkom af een, der i sin tid stod i Håndværkerparken, men i sin tid måtte lade livet i forbindelse med udvidelse af P-pladsen.
Et af foreningens medlemmer, Henning Sørensen samlede for 6 år siden kastanier op fra modertræet og såede dem i potter. For to år siden forærede han det største af træerne til foreningen på generalforsamlingen, og det er nu det, der efter at have vokset sig stor, har fundet sin plads her i parken. Sammen med de andre nyplantede træer her i parken, kan den så være med til at afløse nogle af de sygdomsramte aske, som står her.
Billedet her er taget 29. juni 2013