Data om træet: Det drejer sig om en blodbøg på ca. 130 år (skønnes plantet samtidig eller lidt efter hjemmets bygning ). Højden anslås til ca. 25 m. Træet er ganske symmetrisk i sin opbygning – og det er som et park/havetræ velpasset med en gennem tiden passende opstamning. Omkredsen er i 1,3 m højde målt til 3,25 m – hvilket svarer til en diameter på mere end 1 m. Træet står i en afstand til bygningen på min. 16 m.
Sundhedstilstand: Kronen er kraftig og fyldig – og viser ingen sygdoms-eller svækkelsestegn. Der er flere stærke og friske topgrene. Selve basis – den stammedel som kan ses lige over roden – ser fuldstændig sund og stabil ud.
I træets vestside ud imod landevejen findes en 2-3 m lang snoet revne i barken og 10-15 cm ind i stammen, hvor der optræder partier med råd. Det er ikke muligt uden borende undersøgelse, at afgøre hvor langt dette råd når ind i selve stammen. Skaden ligner mest af alt en gammel lyn skade for 10-20 år siden eller tidligere, som træet ikke selv har formået at lukke. Derfor er der kommet det nævnte råd angreb. Derudover er der mindre nekroser (hendøet bark) fra ca 3 – 5/6 m op ad stammen i samme side som den snoede skade.